De netop offentliggjorte ledighedstal fra Danmarks Statistik viser, at der i juli 2009 var 20.278 ledige i Midtjylland, svarende til 3,2% af arbejdsstyrken. Ledigheden i Midtjylland ligger nu på niveau med ledigheden på landsplan, hvor der i juli 2009 var 89.407 ledige, svarende til 3,2%.
Siden juli 2008 er ledigheden steget med 13.151 personer i Midtjylland, en stigning på 184,5%. I samme periode er ledigheden på landsplan steget 129,9%.
Ledighedsprocenten er i Midtjylland steget fra 1,1% i juli 2008 til 3,2% i juli 2009. Det er en stigning på 2,1%-point – mod en stigning på 1,8%-point på landsplan.
Korrigeret for sæsonudsving var der 22.800 ledige i Midtjylland i juli 2009. Den sæsonkorrigerede ledighed ligger på niveau med den sæsonkorrigerede ledighed i juni 2009, hvor der også var 22.800 ledige i regionen.
Siden juni 2008, hvor den sæsonkorrigerede ledighed var lavest med 8.000 ledige, er ledigheden steget med 14.800 personer. Det er en stigning på 185%.
Lavest ledighed på Samsø
Samsø har den laveste ledighed i Midtjylland i juli 2009 med en ledighed på 2,0%. Herefter følger Skanderborg med en ledighed på 2,6%, Syddjurs med 2,7% og Hedensted med 2,8%. Modsat har Skive med en ledighed på 3,9% den højeste ledighed i regionen. Herefter følger Struer med en ledighed på 3,8%, Horsens med 3,7% samt Ikast-Brande og Randers – begge med en ledighed på 3,4%.
Siden juli 2009 er ledigheden steget mest i Hedensted, hvor antallet af ledige er mere end femdoblet. Ledigheden er mere end fordoblet i 17 ud af de 19 midtjyske kommuner, og kun på Samsø og i Syddjurs er ledigheden steget mindre end 100% det seneste år.
Kvindernes ledighed er steget mindst
Ledigheden er markant lavere for kvinder end for mænd. I juli 2009 var ledigheden 3,7% for mænd og kun 2,6% for kvinder.
Tilsvarende er ledigheden det seneste år steget markant mere for mænd end for kvinder. Siden juli 2009 er ledigheden for mænd steget med 290,7%, mens kvindernes ledighed er steget 99,5%.
Højest ledighed blandt de 25 til 29-årige
I juli 2009 var ledigheden højest for aldersgruppen med de 25 til 29-årige med en ledighed på 4,3%. Herefter følger de 30 til 39-årige med en ledighed på 3,6%, de 50 til 59-årige med 3,2%, de 40 til 49-årige med 3,1% og de 16 til 24-årige med 2,4%, mens de 60-årige og derover havde den laveste ledighed på 1,9%.
Aldersgruppen med de 25 til 29-årige har samtidig haft den største stigning i ledigheden det seneste år med en stigning på 2,7%-point. Modsat er ledigheden steget mindst for de 60-årige og derover, hvor ledigheden er steget med 1,1%-point siden juli 2008.
Lavest ledighed for sygeplejersker
Blandt a-kasserne har Danske Sundhedsorganisationers a-kasse (sygeplejersker mv.) den laveste ledighed i Midtjylland i juli 2009 med kun 0,4% ledige. Herefter følger lærernes a-kasse DLF-A og FOA med 1,2% og pædagogernes a-kasse BUPL-A med 1,4%.
Den højeste ledighed findes derimod inden for Træ-Industri-Byg med 10,1%, 3F med 7,8%, Metalarbejderne med 6,5% og Teknikerne med 5,9%.
Se ledighedstallene for Midtjylland i tabelform (pdf)